Når sexarbejde ikke anerkendes som arbejde, men sanktioneres som ulovligt arbejde

Fire thailandske kvinder blev anholdt og tre udvist efter en politiaktion på Vestegnen. Sagen peger på et grundlæggende paradoks i dansk lovgivning: Sexarbejde behandles som arbejde, når der skal kontrolleres og sanktioneres, men ikke når det gælder rettigheder, beskyttelse og arbejdsvilkår.

Den 8. juni gennemførte politiet en målrettet kontrolaktion mod det, der i Politiets egen pressemeddelelse (link) omtales som ”prostitutionsmiljøet” på Vestegnen. Aktionen fandt sted på tre massageklinikker. Fire thailandske kvinder blev anholdt, og tre af dem er efterfølgende blevet udvist med indrejseforbud i to år.

Ifølge politiet blev kvinderne sigtet for ulovligt arbejde. Det vil sige, at de ifølge myndighederne havde solgt sex uden den nødvendige arbejdstilladelse.

Her opstår et centralt paradoks i lovgivningen, som vi i The Red Van gang på gang ser ramme vores målgruppe.

I Danmark er det ikke ulovligt at sælge sex. Men sexarbejde er heller ikke anerkendt som et almindeligt arbejde med adgang til de rettigheder, den beskyttelse og de arbejdsvilkår, som andre former for arbejde kan være omfattet af.

Sexarbejdere kan ikke uden videre organisere deres arbejde på samme vilkår som andre. I modsætning til liberale erhverv, for eksempel frisører, kan sexarbejdere ikke uden videre ansætte folk til annoncering, leje almindelige erhvervslokaler, arbejde sammen under trygge rammer eller indgå aftaler uden risiko for, at andre omkring dem bliver sigtet for rufferi. 

Alligevel bliver migrantsexarbejdere igen og igen kontrolleret og udvist på grund af ”ulovligt arbejde”.

Det paradoks siger meget om, hvordan vi behandler sexarbejde i Danmark. Det gælder både migrantsexarbejdere og danske sexarbejdere.

Kontrol uden de rettigheder, der normalt følger med arbejde

På den ene side bliver sexarbejdere kontrolleret for at opfylde deres pligter. Skattestyrelsen udfører kontrol på bordeller og klinikker. MobilePay kan ringe og spørge, hvorfor der går penge ind på kontoen. Kommunen kan undersøge, om der bliver tjent penge på salg af sex ved siden af ydelser. Og politiet laver kontrolaktioner for at sikre, at der er styr på ophold og arbejdstilladelser.

På den anden side får sexarbejdere ikke adgang til de rettigheder, man normalt forbinder med arbejde. De har ikke mulighed for at blive optaget i en fagforening. De har svært ved at få bankkonti. De kan ikke få sygedagpenge eller a-kasse på baggrund af sexarbejde. De kan ikke leje erhvervslokaler på almindelige vilkår. Og de kan ikke søge arbejdstilladelse med henblik på at sælge sex.

Med andre ord: Sexarbejde behandles ikke som arbejde, når det handler om rettigheder, beskyttelse og arbejdsvilkår. Men det behandles som arbejde, når det handler om kontrol, sanktioner og udvisning.

Det er ikke bare en juridisk uklarhed. Det har konkrete konsekvenser for mennesker.

Udenlandske sexarbejdere er, ligesom danske sexarbejdere, ikke én ensartet gruppe. Nogle rejser ind og ud af landet for at optimere deres indtjening og har kontrol over deres arbejde. Men vi ved også, at nogle udenlandske sexarbejdere kan befinde sig i særligt sårbare situationer. Nogle kan være økonomisk pressede. Nogle kan være afhængige af tredjeparter. Nogle kan have begrænset kendskab til danske myndigheder, rettigheder og hjælpetilbud. Det kan gøre det svært at anmelde vold, pres eller udnyttelse.

Skaber indsatsen tillid eller afstand?

Netop derfor bør spørgsmålet være, hvordan vi øger sikkerhed, rettigheder og reel adgang til hjælp.

Politiet skriver: ”Samtidig har vi fokus på at identificere personer, som kan være udsat for udnyttelse eller menneskehandel, så de kan få den nødvendige hjælp og støtte.”

Men når udvisning bliver det centrale myndighedssvar, risikerer vi at sende det modsatte signal: At kontakt med myndighederne kan være farligere end tavshed. At det kan koste opholdet i Danmark at blive synlig. At det kan være mere risikabelt at søge hjælp end at finde sig i usikre vilkår.

Det betyder ikke, at menneskehandel, udnyttelse eller tvang skal ignoreres. Tværtimod. Det er netop derfor, vi har brug for en mere præcis og rettighedsbaseret tilgang. Hvis formålet er at identificere personer, der kan være udsat for udnyttelse, må indsatsen også vurderes på, om den faktisk skaber tillid, kontakt og mulighed for beskyttelse.

Kontrolaktioner kan afdække lovovertrædelser. Men de kan også øge afstanden mellem sexarbejdere og hjælpesystemer, hvis de først og fremmest opleves som en risiko for anholdelse, udvisning og sanktion.

Gennem vores gadeplansindsats ser vi også hvert år, hvordan politiet gennemfører razziaer på gaden, hvor gadebaserede sexarbejdere bliver kontrolleret, anholdt, får bøder, udvises og får indrejseforbud.

Hvem beskytter reglerne i praksis?

Når vi ser på de reelle konsekvenser for kvinderne, rejser der sig et oplagt spørgsmål: Hvordan skal de betale de bøder, de får? For mange er svaret, at de må fortsætte med at sælge sex for at skaffe pengene, fordi bøderne skal betales, og sexarbejdet ofte er den eneste realistiske mulighed for at tjene dem.

Det grundlæggende spørgsmål er derfor ikke, om regler skal overholdes. Det skal de.

Spørgsmålet er, om vores regler hænger sammen, og om de beskytter de mennesker, vi siger, vi ønsker at beskytte.

For hvilket signal sender vi, når kvinder udvises for ”ulovligt arbejde” i et felt, hvor arbejdet ikke anerkendes som arbejde, når det gælder rettigheder?

Hvilket signal sender vi, når staten bruger arbejdskategorien til at sanktionere, men ikke til at beskytte?

Hvis vi ønsker at bekæmpe udnyttelse, bør målet ikke alene være mere kontrol. Målet bør være bedre beskyttelse i praksis. Det kræver lovgivning, der tager udgangspunkt i virkeligheden, ikke i moralske forestillinger om, hvordan virkeligheden burde se ud.