Pressemeddelelse: Fra Sexelancen til The Red Van. Ti år med tryggere rammer for sexarbejdere

Den 9. november 2016 rullede en sygetransport ind på Vesterbro. Den fik navnet Sexelancen og skulle give gadebaserede sexarbejdere et tryggere alternativ til at sælge sex mellem biler, i mørke baggårde eller naboens opgang. 10 år senere har The Red Van taget sin fjerde røde vogn i brug, for behovet for trygge rammer og bedre beskyttelse er der stadig. Fredag den 13. november markerer organisationen jubilæet med reception, debat og fremvisning af den nyeste vogn.

I 2016 var idéen enkel: Gadebaserede sexarbejdere skulle have et tryggere alternativ til at sælge sex mellem biler, i mørke baggårde eller naboernes opgange. I en ombygget sygetransport kunne de lukke en dør, få adgang til kondomer og hygiejneartikler og tilkalde hjælp, hvis der opstod problemer. Initiativet vakte opsigt, mødte kritik for at stille faciliteter til rådighed og i 2017 afviste Københavns Kommune at støtte initiativet med henvisning til, at der manglede lovhjemmel. Ti år senere oplever The Red Van større politisk anerkendelse og modtager støtte fra Københavns Kommune, staten og private fonde.

”I begyndelsen var det ikke en selvfølge, at vi kunne holde vognen på gaden. I dag har vi offentlig støtte, engagerede frivillige og langt bedre faciliteter. Det er en udvikling, vi er stolte af. Men kvinderne har stadig brug for trygge rammer og bedre beskyttelse. Derfor handler jubilæet både om, hvor langt vi er kommet, og hvad der stadig mangler”, siger Jelena Seidel, politisk konsulent og medstifter af The Red Van.

I år har organisationen taget sin fjerde røde vogn i brug. Den er indrettet med to rum mod tidligere et. Det giver kortere ventetid og mulighed for at flytte flere sexsalg fra gaden til vognen.

Frivillige holder indsatsen i gang

Bag arbejdet står engagerede frivillige, som bruger deres aftener og nætter på Vesterbro. De uddeler kaffe, holder overblik omkring vognen, gør den ren og kan deeskalere konflikter og kontakte politiet.

”De frivillige møder op uge efter uge og står ude om natten i et hektisk gademiljø. Det er ikke et nemt frivilligjob, men de kan se, at deres indsats gør en konkret forskel ved at skabe tryggere rammer for kvinder, der uden vores tilstedeværelse ville stå alene og sælge sex under utrygge forhold,” siger Violeta Ligrayen Yañez, sekretariatsleder i The Red Van.

Organisationen oplever også efterspørgsel uden for åbningstiden. Når vognen gøres ren om eftermiddagen, kommer kvinder ofte hen og spørger, om den er åben.

”Det siger noget om behovet. Vi har fået en bedre vogn, men har ikke ressourcer til at holde åbent døgnet rundt. Uden for vores åbningstider ser vi stadig kvinder sælge sex på offentlige toiletter, mellem biler og i opgange,” siger Violeta Ligrayen Yañez.

Jubilæet peger også fremad

Ved tiårsjubilæet efterlyser The Red Van, at den større politiske anerkendelse følges af bedre adgang til rettigheder og støtte. En regeringsnedsat arbejdsgruppe, som The Red Van har deltaget i, har kortlagt sexsælgeres levevilkår. Rapporten beskriver blandt andet usikkerhed om lovgivningen, stigmatisering og barrierer for at søge beskyttelse.

”Vi kan have forskellige holdninger til sexarbejde. Men lovgivningen skal faktisk beskytte mod vold og udnyttelse. Når sexarbejdere er usikre på, hvilken hjælp de lovligt kan få, eller frygter konsekvenserne af at anmelde et overgreb, fungerer beskyttelsen ikke godt nok,” siger Jelena Seidel.

The Red Van har sammen med seks andre organisationer udarbejdet 10 anbefalinger til bedre forhold for sexarbejdere. De handler blandt andet om tryg anmeldelse af vold, adgang til sundhed og juridisk rådgivning samt bedre muligheder for at organisere sin egen sikkerhed.

Jubilæumsreception den 13. november: Fredag den 13. november 2026 kl. 14.00-17.30 fejrer The Red Van sit 10-årsjubilæum i Ungdommens Demokratihus på Vesterbro. Her samles forskere, aktivister og fagfolk til oplæg, brandtaler og paneldebat om sexarbejdets historie og kampen for rettigheder.

Gæsterne kan også høre historier fra nattevagterne og komme indenfor i den nye vogn. Receptionen sætter samtidig fokus på de næste ti år og på, hvad der skal til for at skabe tryggere forhold for sexarbejdere.

Faktaboks: 10 anbefalinger til bedre forhold for sexarbejdere

  1. Tryg anmeldelse: Anmeldelse af vold uden frygt for myndighedssanktioner.

  2. Sundhed og sikkerhed: Lige adgang til sundhed, krisehjælp og sikre arbejdsforhold.

  3. Juridisk rådgivning: Gratis, uvildig og specialiseret rådgivning i hele landet.

  4. Økonomisk tryghed: Adgang til bankkonti, sikre betalinger og rådgivning.

  5. Rufferilovgivning: Bekæmpelse af udnyttelse uden at forhindre sikkerhedsskabende samarbejde.

  6. Beskyttelse af migranter: Adgang til hjælp og beskyttelse mod menneskehandel.

  7. Hjælp til særligt udsatte: Sammenhængende social og sundhedsmæssig støtte.

  8. Bedre myndighedsindsats: Mere viden, faste kontaktpersoner og et nationalt kompetencecenter.

  9. Forebyggelse blandt unge: Rådgivning og beskyttelse i digitale miljøer.

  10. Støtte til brugerorganisationer: Bedre muligheder for organisering og indflydelse.

10 anbefalinger til bedre forhold for sexarbejdere udarbejdet af The Red Van, AmiAmi, Gadejuristen, KFUKs Sociale Arbejde, Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) og Stenbroens Jurister, juni 2026.

Næste
Næste

10 år på gaden og i kampen for sexarbejderes rettigheder